Tønballe Naturcenter

En tur til Tønballe Naturcenter byder på en mosaik af strandeng, naturskov, græsningsskov og enge. Her findes et rigt dyreliv, som både kan opleves i skoven og fra fugletårnet på stranden, og området er sprængfyldt med minderne om en rig historie - oplev blandt andet Svenskeskansen eller gå på jagt efter spor fra fortiden ved stranden.

Tønballe Naturcenter
Tønballe Naturcenter er et  videns- og oplevelsescenter om natur- og miljøforhold, som drives i samarbejde mellem Naturstyrelsen og Hedensted, Vejle og Billund kommuner. Det ligger i de smukke fredede bygninger på Tønballegaard. Naturcenteret er kun åbent efter aftale, men der er offentlig adgang til landskabsudstillingen, som fortæller om herregården, skanserne, områdets specielle geologi og meget andet , samt til toiletterne i gavlen på den ene længe. Åbent hver dag mellem 8.00 og 19.00.

Naturcenteret har endvidere shelters og en grillplads, som ved forudgående booking kan benyttes. En afmærket rute på tre kilometer fører gennem det varierende landskab ved Naturcenteret, og der er opsat 30 faste orienteringsposter i skoven. Man må færdes overalt til fods, bortset fra de indhegnede områder. Cykling er tilladt på alle veje og stier, så længe der tages hensyn til områdets øvrige gæster.

Skanserne ved Horsens Fjord
Tønballe skov ligger ud til Hjarnø Sund syd for Snaptun ved indsejlingen til Horsens Fjord. For at beskytte Horsens er der flere gange etableret skanser ved fjordmundingen. Svenskeskansen i Tønballe Skov er formentlig opført under svenskekrigen i 1658. Det siges, at fyrretræerne, som i dag vokser på skansen, stammer fra frø, som soldaterne uvidende medbragte i deres udstyr.
De to kanoner, som er opstillet på skansen, stammer fra linieskibet Christian VII, der i vinteren 1787 forliste i en storm ved Anholt. Gustav Glud, Tønballegaard, købte kanonerne i 1906.
Store Batteri ved Hundshage formodes opført under Englandskrigen fra 1807 til 1814. Skansen var en 5-strålet bastion med dybdegrave og høje volde, et solidt blikhus, mandskabsbarakker, krudttårn og brønd. På Horsens Museum kan man se en kopi af anlægget. Store Batteri er i løbet af de sidste 50 år ædt af havets bølger.
Lille Batteri ved Hesteodde nord for Snaptun menes at være den ældste skanse. Kong Frederik II befalede i 1566, at bønderne i Bjerre Herred skulle opkaste en skanse ved indsejlingen til fjorden. Lille Batteri er i dag overpløjet, men man kan stadig fornemme anlægget.

Fortidsminder
På stranden er det muligt at finde spor fra det stenalderfolk, der boede i området ved Tønballe i Ertebølletiden for 7.000 år siden, i form af flækker og afslag. Er man heldig, kan man også finde pilespidser og øksehoveder fra den tid. Ved stranden omkring Hundshage er der mulighed for at finde forsteninger i limonitsandsten, der er omtrentligt 20 millioner år gamle - her er også gjort fund af hajtænder fra den enorme fortidshaj Megalodon, så kig godt efter!

  

Del denne side

Opdateret af:

VisitJuelsminde turist@visitjuelsminde.dk
 

Kontakt

Adresse

Tønballevej 1
7130 Juelsminde

Telefon

+45 75 68 38 48

Fakta

  • Faciliteter

    • Vandreruter
    • Grillplads
    • Naturskole
    • Naturvejlederture
    • Borde og bænke
    • Toilet
    • Afmærkede ruter

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 10.052129035083
Latitude : 55.811915074775