Hjarnø

Velkommen til Hjarnø!

Hjarnø

På den anden side af Hjarnø Sund, blot fem-ti minutter færgesejlads fra Snaptun ligger denne lille ø, blot tre kilometer lang og én kilometer bred. Omkring vejen tværs over øen ligger en række smukke gårde og ejendomme, som huser de lidt over 100 øboere, og derudover tæller bebyggelsen færgelejet og lystbådhavnen samt en af Danmarks mindste kirker. Hjarnø har desuden et galleri med lokal kunst, et hyggeligt spisested og en vinmark. Hjarnø Camping arrangerer i sommeren ørundture i traktor med vinsmagning.

 Hjarnø er en flad moræneø, hvor landet mestendels er opdyrket, hvilket betyder, at der er udsigt over havet over det meste af øen. Havet både æder og tilføjer til Hjarnøs kyster, hvilket har skabt stejle skrænter og krumodder. Hjarnøs unikke natur er et internationalt beskyttelsesområde for de mange terner, ænder, vadefugle og måger, som findes i store kolonier langs kysterne. Hjarnø har gode badestrande og vandreruter, der går forbi skibssætningerne fra vikingetiden i øens sydøstlige hjørne.

 Ifølge folkeoverleveringen er det sagnkongen Hjarne, der er højsat med sin hær ved Kalvestenene, som skibsætningerne kaldes - og Saxo fortæller, at det er netop kong Hjarne, øen er opkaldt efter, mens Alrø tilhørte Hjarnes kone Alrune. I virkeligheden har øen fået sit navn fra det olddanske 'hiarni', som betyder terrænforhøjning, men det forringer ikke de mange sagn om Hjarne, der knytter sig til øen.