©  Foto:

Bjørnsknude

I Juelsminde ligger en markant spids i landskabet med en imponerende udsigt over Kattegat. En vandresti fører dig ud til knuden fra Juelsmindes havn langs de smukke strande, som omgiver byen. 

Med udsigt til Kattegat

Juelsminde ligger billedskønt, omgivet af vand og strand på næsten alle sider. Ja, faktisk er der 5,5 kilometer sandstrand i den lille havneby. Dette skyldes ikke mindst den store spids i landskabet Bjørnsknude, cirka 2,5 kilometer sydøst for byens centrum og lystbådehavn. På en tur til Juelsminde er det oplagt at udforske den flotte kyststrækning. Og det kan meget vel gøres med en vandretur Bjørnsknude.

Fra spidsen af Bjørnsknude kan du i godt vejr se til både Fyn, Æbelø, Lillebælt, Vejle Fjord, Endelave og Samsø.

 

På en gåtur ud til spidsen

Ved Juelsminde Havn og Marina starter en nyere vandresti, som fører dig langs med Juelsmindes populære badestrand, Storstranden. Turen ud til spidsen er på cirka 2,5 kilometer fra havnen. Fra Bjørnsknude kan du vælge at fortsætte turen på den modsatte side ved Strandhuse Strand. Følger du ruten, slår du en lille sløjfe over Bjørnsknudevej og går samme vej tilbage til havnen. I så fald er turen 5,5 kilometer. Alternativt kan du vælge at fortsætte turen ad Strandhuse Strand og gå tilbage gennem byen.

På turen kommer du forbi Storstrandens diger, det gamle fiskerleje Strandhuse, og har udsigt til både hav og sommerhuse på hele turen. Underlaget varierer fra grussti til asfalt, strand og et kortere stykke på en stensti med større, velanlagte sten.

 

Flere vandreture ved kysten

Fra lystbådehavnen kan du vælge at følge kysten i den modsatte retning til Sandbjerg Vig Strand. Mellem havnebyerne Juelsminde og Snaptun går en populær vandrerute langs kysten. Kyststien er 22 kilometer lang og viser østkysten frem fra sin smukkeste side gennem varieret natur.

Leder du efter en tur lignende Bjørnsknudestien, så overvej Borre Knob – en anden markant spids i landskabet i Horsens Fjord. Turen ud til spidsen er fire kilometer lang, og også her kan du gå på stranden på begge sider.

Find inspiration til flere vandreture ved østkysten nær Juelsminde på denne side.