©  Foto:

Tørring Camping

Tørring Camping ligger i hjertet af Jylland, midt i byen, men samtidig også midt i skøn natur med Gudenåen løbende langs pladsen. I de idylliske omgivelser ved Danmarks eneste flod kan du overnatte i campingvogn, hytter, luksustelt eller shelter.

OBS: Tørring Camping er midlertidigt lukket, og der arbejdes på at finde nye forpagtere til 2024-sæsonen.

Ferie med nærvær

Tørring Camping ligger i naturskønne rammer med den rislende Gudenå løbende gennem pladsen. På den lille charmerende plads kan du slappe af i de rolige omgivelser og nyde campinglivet. Her er al den komfort og de faciliteter, du kan ønske dig. Campingpladsen har egen café, reception, ishus, fine fællesarealer, ny toiletbygning, vaskerum og meget mere.

 

Overnatning, tilpasset dine behov

Hos Tørring Camping kan du bo i egen campingvogn, autocamper eller telt. Hvis du ikke har egen campingvogn, kan du booke en hytte af træ. Hytterne er udstyret med dobbeltseng, sovesofa, spiseplads, terrasse og køkkenfaciliteter.

Du kan også leje et glamping-telt, der er en lækker, luksuriøs campingform. Her har du, ligesom i hytterne, dobbeltseng, køkkenudstyr og terrasse.

Desuden er der en shelter i et fredeligt hjørne af pladsen, omringet af natur. Hvis du elsker primitiv overnatning i det fri, men samtidig vil nyde godt af faciliteterne ved servicebygningen, så er shelteren løsningen for dig.

 

Udgangspunktet for din naturoplevelse

Tørring Camping ligger ved siden af Tørring Kanoudlejning og nær Gudenåens udspring, og er derfor det naturlige startpunkt på kanoturen på Gudenåen. Derfor kan du støde på mange kanofarende på campingpladsen. Personalet står klar med råd og vejledning, og du har også mulighed for at booke en pakkerejse på Gudenåen gennem Tørring Camping.

Der er mange vandre- og cykelruter i området, og nær campingpladsen ligger naturområder som Gudenåens udspring, Uldum Kær og Hærvejen.

Tørring Camping har designet en cykel- og vandreferie på fire dage, der går fra Tørring til Søhøjlandet og Ry langs Gudenåen.

 

I hjertet af Jylland – tæt på alt

Tørring ligger perfekt placeret til en ferie, hvor du besøger nogle af de største attraktioner i Jylland. Herfra er der ikke langt til Billund og LEGOLAND, storbyen Aarhus, Givskud Zoo, Kongernes Jelling, Uldum Mølle, Den Genfundne Bro og Fængselsmuseet i Horsens.