©  Foto:

Kystfiskeri ved Kysing og Norsminde

I den nordligste del af Odderkysten og Saksildbugten er der gode og forskelligartede muligheder for fiskeri. Her kan der fiskes i havn, på stranden og ved rev med gode fangstmuligheder.

Fiskeri ved Kysing Strand

Kysing Strand er en god og fredelig plads, der er parkering helt ned til stranden og opstillede borde, hvor du kan ordne dagens fangst.

Der er mulighed for fangst af havørred, hornfisk, skrubber, torsk og chancer for ål.  Havørred fanges overalt i området. Der er badekar og pynter med strøm, hvor havørreder tit færdes. Tøv derfor ikke med at fiske over sandet. For havørreder er der bedst muligheder for fangst i det sene forår og tidlig sommer.

Der er rigtig gode muligheder for fangst af skrubber ved stranden – nærmere bestemt ved betonblokkene på stranden til højre for parkeringen. Der er fanget skrubber op til 46cm! Et fiskeri, der først topper i september til november. Skrubber fanges i østenvind og bedst ved højvande, gerne ved solnedgang.

Der er desuden gode muligheder for at få ål og torsk på krogen som bifangst.

Den store parkeringsplads ligger i forbindelse med Restaurant Himmel & Hav – sigt efter Kystvejen 200.

 

Fiskeri i Norsminde Havn

Ved den lille havn, hvor Norsminde Fjord møder Kattegat, er der masser af fisk. Der er rigeligt med småfisk som havkarusser, kutlinger og hundestejler, mens også sild og sej er her i perioder. Disse koncentreres ved slusen med gode fangstmuligheder. I den stærke strøm i havnen er der også havørred og hornfisk, som bliver tiltrukket af de mange tilgængelige småfisk.

Vær opmærksom på, at der er en fredningszone øst for havnen, hvor Kattegat møder indsejlingen til havnen. 

Der er rig mulighed for at parkere ved havnen, hvor der også er borde med mulighed for at klare fangsten.

 

Fiskeri ved Kysing Næs

På Kysing Næs er der fantastisk fiskevand og et stort rev. Pladsen er forrygende om sommeren, men giver også gode fangstmuligheder resten af året. Der kan fiskes på bege sider af næsset, men særligt til højre for næsset er fangstmulighederne gode med særligt gode vilkår for fluefiskeri. Fra pladsen kan du fange både havørred, hornfisk i stort antal, mens der også er fladfisk og makrel.  Vadning er nødvendigt, men vanskeligt.

Denne plads er en af de mest populære fiskepladser i regionen. Du skal derfor være der tidligt, hvis du vil have en plads i sæsonen.

Også ved Kysing Næs skal du være opmærksom på fredningszonen og der må kun fiskes fra selve næsset samt mod højre mod Kysing Strand. Se billede 3 i galleriet for placering. 

Parker på havnen i Norsminde og følg kysten på sydsiden. En natursti fører ud til næsset.

 

Andre fiskespots i området

Der er mange andre skønne givtige fiskespots på denne del af den jyske østkyst. På denne side om kystfiskeri i Kystlandet kan du finde inspiration til din næste fangst ved den jyske østkyst.