©  Foto:

Hjortsvang Museum

Besøg dette spændende frilandsmuseum og mærk, hvad det ville sige at leve på landet i gamle dage. I de mange smukke gamle bygninger kan du blive klogere på levevis, indretning, sysler og de gamle hæderkronede hverv, som var essentielle i et landsbysamfund.  

Se historien udspille sig for øjnene af dig

På Hjortsvang Museum hyldes livet på landet og i små landsbysamfund, som det udspillede sig i det 18.-20- århundrede. Museet ligger autentisk i det landlige område omkring Gudenåen i den vestlige del af Kystlandet, hvor dagligdagen og arbejdslivet i landsbyer som Hjortsvang, Tørring og Uldum har været inspirationskilde for de mange interessante udstillinger.

Du kan blive klogere på gamle håndværksfag som murer, tømrer, bødker, sadelmager, skrædder og smed og se værksteder med datidens redskaber. I de charmerende gamle bindingsværkshuse kan du opleve autentisk indretning med møbler og pyntegenstande fra lokalområdet. Kig også ind i den genskabte Linnerup Sogns Brugsforening anno 1908 og se, hvad der blev solgt i den klassiske landlige brugs, der forsynede lokalområdet med varer.

Museet rummer desuden flere hyggekroge. Du kan kigge ind i kaffehuset, hvor der kan købes kaffe og kage eller lysthuset, som ligger ved den flotte have fra omkring 1900.

 

De mange huse

Hjortsvang Museum er bygget op omkring gården Vroldgård. Her kan du besøge Familien Markussens Stuehus, som har stået næsten uberørt siden 50’erne, hvor det stadig var beboet.

Derudover er en række smukke gamle bindingsværkshuse fra lokalområdet blevet flyttet til museet, og udgør i dag de mange udstillinger. Husene kommer fra blandt andet Tørring, Hatting og Honum, og udstillingerne er skabt med den største respekt for det liv, der har udspillet sig i bygningerne.

Det er en oplevelse at gå rundt i området og besøge de mange gamle huse, som ligger hyggeligt placeret i autentiske, landlige omgivelser.

Du kan læse mere om aktuelle udstillinger på denne side.

 

Besøg museet i forbindelse med events

Der arrangeres løbende interessante events, som afholdes på museet. Hvert år kan du deltage i traditionelle arrangementer som høstfest, julemarked, æbledag og museets årlige åbning. Til disse events kan du opleve arbejdende værksteder, boder med spændende produkter samt kulturelle indslag som livemusik eller teaterstykker.

I forbindelse med skolernes ferier vil der ofte være familie- og børnevenlige aktiviteter af historisk karakter.

Få et overblik over museets kommende events, som også inkluderer koncerter og foredrag, på denne side.

 

Åbningstider og priser

Et besøg hos Hjortsvang Museum er til at betale. Entréen koster kun 50 kroner og børn under 16 kommer gratis ind.

Museet er åbent tirsdag-søndag fra maj til udgangen af september. Du kan se de nøjagtige åbningstider på Hjortsvang Museums hjemmeside.

 

Vil du udforske lokalområdet?

På denne side kan du finde inspiration til flere oplevelser i området omkring Tørring og Hjortsvang.