©  Foto:

Hærvejen ved Det store Vandskel

På den jyske højderyg vest for Tørring ligger dette smukke og afvekslende naturområde, som blandt andet byder på den smukke Rørbæk Sø, Danmarks største koncentration af egekrat, Gudenåens og Skjernåens kilder samt flere kulturhistoriske spor. Hærvejen løber lige gennem området.

En af de skønneste pletter på Hærvejen

På sin vej op gennem det centrale Jylland fører den historiske vandrerute Hærvejen gennem dette naturområde, som byder på flere interessante attraktioner. I Danmarks største egekrat, Tinnet Krat, er der flere fine rundture gennem den særlige natur. Den store attraktion her er Gudenåens og Skjernåens kilder, som pibler op af jorden med et par hundrede meters mellemrum. Ved siden af Gudenåens udspring ligger også resterne af Danmarks første vandland, der fik vand direkte fra kilderne. Ikke langt herfra ligger Rørbæk Sø, som er blandt Danmarks smukkeste søer og en perfekt ramme for en vandretur.

 

Vandretur i historiens fodspor

For flere tusind år siden, før bilerne fyldte vejene, og før jernbanen forbandt de største byer, gik Jyllands hovedvej langs vandskellet op gennem landet. Her vandrede folk fra alle samfundslag – pilgrimme, røvere, adelsfolk, tiggere, håndværkere, studedrivere med deres okser, handlende med deres kærer og konger med deres hære.

Hærvejen blev aldrig anlagt. Den opstod, hvor man gik, og hvor man kunne komme frem afhængig af årstiden. Som et netværk af ydmyge grus- og hulveje fra by til by er Hærvejen vokset sammen med landskabet. Fra det nordligste Jylland til den tyske grænse og videre ud i verden slynger hjulsporene sig igennem den ofte uspolerede og barske natur.

Hærvejen byder på 500 kilometer vandrerute og 450 kilometer cykelrute.

Du kan læse meget mere om Hærvejen på denne side.

 

Et hotspot for vandring

Hærvejen er ikke den eneste vandrerute ved Det Store Vandskel. Det markerer nemlig også starten på Gudenåstien, som på sigt kommer til at følge Gudenåen hele vejen til sit udløb i Randers Fjord. Allerede nu kan du dog følge skilte på en smuk rute gennem Gudenådalen til Tørring og videre til Danmarks største kærområde, Uldum Kær. Næsten hele GudenåStien er allerede på plads, og du kan allerede nu overveje den som et alternativ til Hærvejen på en større vandreferie gennem Jylland. Delstrækninger af GudenåStien inkluderer bl.a. Himmerlbjergruten langs Silkeborgsøerne og Trækstien. 

 

Flere vandreruter i det sydøstlige Jylland

Området øst for Det Store Vandskel byder på mange store vandreoplevelser. Du kan finde inspiration til andre vandreruter i vores store guide.