Sorry if you notice any errors on this page - we're updating our design. Thanks for your patience!

Glud-Hjarnø-Snaptun

(siden er under ombygning)

 

Glud:

Et område med masser af aktivitetsmuligheder. Her finder du bl.a. Glud Museum, Danmarks Ferguson Museum og en Dagli' Brugsen med sin helt egen modeltogbane under loftet!

Hjarnø:

Turen til Hjarnø begynder 17 km fra Horsens på den sydlige side af fjorden, her finder du Snaptun færgeleje, som Hjarnøfærgen flittigt anløber. Hjarnø kan fint besøges på gåfødder, men cykel og bil kan også anvendes. Kaptajn og billetmatros tager smilende imod én på færgen og turen over Hjarnø Sund kan bestemt bruges på udsigten til både Alrø og området omkring Snaptun. Den lille færge gør bestemt, at natur og hav mærkes på helt tæt hold.

Et lille bump på Hjarnø færgeleje og øen er klar til indtagelse. Ved siden af færgelejet ligger lystbådehavnen, hvor bådene vugger dovent i vinden.


300 meter væk, øst for færgelejet, fanger Hjarnø kirke ens øjne. Det virker som om kirken står lidt på tæer for bedre at kunne skue ind mod fastlandet, og på afstand virker den ikke mindre end mange andre kirker. Men når lågen til kirkegården åbnes, kan det ord, der beskriver kirkens størrelse kun være "nuttet", for stor er den ikke, men dens hvidkalkede mure, røde tag og pyramidepir byder én velkommen og giver lyst til at se mere. På kirkegården står roser med fyldte hoveder, der følger hvert lille vindkast, og de velholdte gravsteder viser, at ø-boerne passer godt på deres kæres sidste hvilested. Træd ind i våbenhuset og videre ind i det stille kirkerum. Lyset fra kirkens eneste 2 vinduer falder blødt ned på de 14 små bænke, altertavlen og døbefonten. Bagerst i kirken står orglet og tovet til kirkeklokken hænger lige ved siden af - læg mærke til det lille "bakspejl", der er monteret på orglet. Alle tingene i rummet er afpasset i størrelse til den lille kirke, dette gør oplevelsen tæt og nærværende.


Overfor kirken ligger Galleri kirkesvinget. I haven til galleriet finder du et meget specielt hønsehus, som bestemt skal opleves, men kik godt efter, det er ikke så nemt at spotte. Åben døren til galleriet, tag sko og strømper af og mærk det fine strandsand mellem tæerne, mens du kikker på værker fra lokale kunstnere.


Gå ned ad markvejen lige overfor galleriet og videre via den lille dæmning ud på Odden, tag en soppetur eller spring i bølgerne på Hjarnøs stenfri badestrand.


Følg stranden rundt om den lille lagune mellem Odden og øen for at opleve vikingeskibssætninger, der ligger for enden af lagunen. Sagnet siger, at Kong Hjarne og hans mænd er højsat her på denne gravplads. Store sten står rejst, så de danner formen af skibe. Verden er stille her – sæt dig godt tilrette på en af stenene og indsnus udsigten over vandet og markerne med græssende køer.


Gå videre ad den smalle strand, hvor sten i alle former, farver og størrelser ligger tæt ved vandkanten. Kik op og se digesvalerne flyve til og fra deres reder i den stejle skrænt.


Helt ude for enden af øen finder du en lille p-plads som øens hovedvej ender i. Følg vejen ind på øen, hvor hønsene går frit rundt i haverne, fasanerne krydser vejen for at komme i ly i kornmarkerne og husene ligger med udsigt over vandet både mod syd og nord. Kør langsomt, hvis du er i bil, for gæssene græsser i vejkanten og indtager vejen som deres egen.


Midt på øen ligger campingpladsen, med udsigt over kornmarker og havet mod nord. Hvis du gerne vil nyde Hjarnø i flere dage, kan du leje en hytte, stille teltet eller campingvognen op. Campingpladsen har en lille kiosk, og du kan få stillet din sult i Den gamle Smedie, en hyggelig café ved siden af campingpladsen. Campingpladsen emmer af ro og hjerterum. Cafeen af atmosfære og hygge.

Inden turen igen går mod fastlandet, tag en lille afstikker, forbi de tavse, vamsede skotske højlandskvæg og ud på den vestlige del af øen med udsigt til Alrø. Vejen drejer skarpt og ender ved vandet og det beskyttelsesområde der strækker sig langs hele den nordlige del af øen. Her regerer fuglene og den vilde natur langs kysten. Store flokke af vadefugle, ænder, terner og måger fylder himlen, vandet og strandengen.

Efter en dag på Hjarnø er hovedet og kroppen fyldt med billeder af bløde kornmarker, sten i mange former og farver, blomstrende hybenroser og mørkegrønne strandkål der klynger sig til sandet, det blågrå hav der følger én på hele turen, en horisont der ender i de omkringliggende øer eller fastland, men bestemt også ø-boernes venlige og smilende imødekommenhed. 5 timer der vil bundfælde sig til et godt minde.

Snaptun:

Ved udmundingen af Horsens Fjord ligger den helt fantastiske lille charmerende havne- og fiskerby Snaptun.

Fra det hyggelige havnemiljø med den fredede kampestensbygning er der med færge eller i egen båd kun få minutters sejlads til Hjarnø, der bl.a. har vikingeskibssætninger. Ligeledes er der færgeoverfart til Endelave og i sommerhalvåret til Alrø med person- og cykelfærge. Du kan også besøge frilandsmuseet i Glud ca. 4 km væk. Ønsker du lokalkolorit og frie landlige omgivelser, har du mulighed for at leje charmerende sommerhuse, der ligger i de skønne landområder i gåaftstand fra den hyggelige havn. Her har du mulighed for fred og ro til en afslappende ferie, eller for at få aktive ferieoplevelser med udfordringer for børn og voksne f.eks. på cykel eller vandretur. Området er rigt forsynet med naturstier i skoven og langs stranden, der byder på oplevelsesmuligheder året rundt.

Fra sommerhusområdet i Snaptun er du tæt på både Juelsminde, Horsens og lige midt i den lækre natur der omgiver Snaptun på alle sider.

Del denne side

Hjarnøfærgen

Hjarnø Campingplads

Restaurant Den Gamle Smedie på Hjarnø

Kort